Skal de ældre selv betale for deres gaver?

Af Mette Guldberg, Gilmoseparken 104, Tjørring, næstformand for Konservative i Herning Kommune

LEVE-BO-MILJØER I slutningen af november udsendte kommunen en pressemeddelelse. Partierne bag budget 2017 ville nemlig uddele en gave til vores plejecentre. De skal alle have leve-bo miljøer. Det betyder, at maden nu skal produceres fra bunden på alle plejecentrene, så duften af frisklavet mad kan sprede sig på de enkelte afdelinger og virke appetitvækkende for vore ældre medborgere.

Min første tanke var, at det var da en dejlig gave, men efter at have fjernet det flotte indpakningspapir, er min begejstring dog dalet betragteligt. Med denne gave fra byrådet følger nemlig et girokort. Det er vist ikke lige sådan, man gør med en rigtig gave? Sagen er den, at Staten betaler regningen med at bygge de små køkkener på de enkelte plejeafdelinger, men selve udgiften med at ansætte køkkenpersonale tørrer byrådet af på plejehjemmene. Her skal man finde pengene »inden for rammen«, som det hedder. De fleste er nok klar over, at det betyder nedskæring på de varme hænder, så som hjælp til badning, rengøring og personlig pleje. Det hele har med andre ord været en gratis omgang for V-flertallet.

I dag er situationen den, at kommunen har 14 plejecentre. Tre har eget produktionskøkken. To har allerede de såkaldte leve-bo miljøer, hvor maden laves fra bunden på afdelingerne. De resterende ni plejecentre har modtagekøkkener. Modtagekøkkenerne modtager maden fra centralkøkkenet i Aulum. Herefter bliver maden færdig tilberedt på afdelingerne. Kartofler og grøntsager bliver klargjort og brød bliver færdigbagt, alt i mens duften af maden spreder sig. Er det nu så ringe en løsning? Vi skal jo huske på, at det er meget omkostningstungt, hvis man hver dag året rundt skal tilberede maden fra bunden på hver enkelt afdeling. Alene på Lind Plejehjem og Fuglsang Sø Centret findes der 12 anrette-køkkener.

Vi har i dag et godt og effektivt centralkøkken i Aulum. Det står nu til at måtte lukke. I det hele taget er det lidt bemærkelsesværdigt, at socialudvalgsformand Anne-Marie Søe nu går ind for leve-bo miljøer. Den 06.12.11 udtalte fru Søe, citat: Vores analyse viser, at modtagekøkkener er den mest bæredygtige løsning for plejecentrene. Men vigtigst af alt, så oplever vi, at modtagekøkkener giver borgerne de bedste køkken- og madoplevelser, samt den største fleksibilitet ved måltiderne på den enkelte afdeling. Den 07.02.12 skrev fru Søe tilmed at, citat: Det er direkte tåbeligt ikke at udnytte kapaciteten på centralkøkkenet i Aulum. Citat slut!

I Aulum kan de så konstatere, at Venstre først lukkede byens varmtvandsbassin for at spare sølle 200.000 kr. Nu lukker man så centralkøkkenet og 14 arbejdspladser. Det er desværre meget sigende om udvikling i centerbyerne.

Fra Konservativ side er vi som udgangspunkt tilhængere af leve-bo miljøer. Vi vil dog gerne have oplyst to ting. 1: Hvad koster det årligt at drive alle de nye leve-bo miljøer? 2: På hvilke områder skal der spares tilsvarende, for at plejehjemmene kan få råd til at drive alle disse køkkener hver dag, året rundt?

Vi mener, at politikerne har sløset med denne beslutning. Når man vedtager noget, er man også forpligtet til at vurdere, hvad det koster og hvor der skal spares tilsvarende? Politikerne har bare sagt værsgo her er en gave og den finansierer I så selv, inden for rammen. Men herved risikerer vi, at en stor millionregning tørres af på ældrecentrene og dermed på bekostning af den personlige pleje.

Næste gang byrådet vil uddele en gave til de ældre, bør der ikke følge et girokort med.

Læs i Herning Folkeblad