Konservative vil genåbne Bytoftens cafeteria
Af Af Mette Guldberg,Gilmoseparken 104, Tjørring, nr. 2 på den Konservative liste til Byrådsvalget
HANDICAP OG PSYKIATRI For over 10 år siden overtog Herning Kommune en masse handicapinstitutioner fra amtet. Hvordan er det så gået? Jeg må desværre sige, at det har været nedslående i de 10 år. Den ene besparelse har afløst den anden.
Hvorfor har man så skullet spare? Har institutionerne ikke kunne holde deres budgetter? Jo, det har de så sandelig! Institutionerne har overholdt budgettet til punkt og prikke. Men politikeren har ikke ændret budgettet i takt med et stigende antal brugere.
Man har ikke valgt at regulere handicapområdets budget med demografien, altså ændre budgettet i takt med, at antallet af brugere ændrer sig. Når der kommer flere børn i børnehaverne, flere elever i skolerne eller flere plejehjemsbeboere, ja så regulerer man budgetterne. F.eks. fik ældreområdet tilført 10 mio. i 2017, alene fordi der er kommet flere ældre! Det er lige sådan, det skal være. Jeg forstår simpelthen ikke, at man ikke vil gøre det samme for de handicappede og psykisk syge.
I 2015 tegnede der sig et underskud på handicapområdet på 14,2 mio. 15. september 2015 udtalte socialudvalgsformand AnneMarie Søe Nørgaard til Herning Folkeblad, at man havde en handleplan til at finde de 14,2 mio. og at citat: »Der bliver ikke fyret medarbejdere inden for Handicap & Psykiatri«. Citat slut. Min umiddelbare tanke var, at det lyder underligt, at man kan spare 14 mio. uden at fyre nogen. Udvalgsformandens udtalelser passede da heller ikke! For 25. maj 2016 fik hendes udvalg forelagt en lang række besparelser på 14,2 mio. Det hele blev kørt igennem og hele 60 medarbejdere blev enten opsagt eller sat ned i tid. Hertil kommer så 11,5 vakante fuldtidsstillinger, som blev nedlagt.
Bytoften måtte her igen holde for og fik skåret 4,3 mio. Ja, faktisk har Bytoften nu i alt måtte spare 40 procent siden 2007. En del af den besparelse fandt man ved at lukke Bytoftens cafeteria. Cafeteriet var et samlingssted for hele huset. Et sted, hvor brugere og beboere kunne mødes og hvor der var liv og glade dage.
Jeg vil målrettet arbejde på at få det cafeteria genåbnet og skal hermed anmode politikerne om at se på sagen, når de for tiden forhandler budget for 2018. Det behøves faktisk ikke at blive så dyrt. Kommunen er jo forpligtet til at oprette de såkaldte seniorjobs og fleksjob. 236 personer venter lige nu på at kommunen finder dem et fleksjob. Da vi alligevel skal betale dem ledighedsydelse, kan kommunen ligeså godt ansætte nogle af dem til at passe cafeteriet på Bytoften.
Man kan jo læne sig op af erfaringerne fra Cafeen i Huset No7, der i forvejen er opbygget på et socialt tilpasset projekt.
Min opfordring til Herning Byråd er derfor, at de skal se at få genåbnet Bytoftens Cafeteria samt begynde at regulere handicapområdets budget med demografien.
Læs også her indlægget fra 15. september 2015, der bekræfter min kritik af udvalgsformanden