Når ret skal være ret – og venskaber
Af Af Mette Guldberg,Gilmoseparken 104, Tjørring, nr. 2 på den Konservative liste til Byrådsvalget
ÆLDRE 21. august skriver socialudvalgsformand Anne Marie Søe Nørgaard, at politikerne i Herning har valgt at tilføre ældreområdet 34 mio. siden 2014. 7. september gentager selvsamme så dette budskab og siger, at det er lokalpolitikernes opgave at prioritere lokalt, hvordan den kommunale husholdning skal fordeles.
Selvfølgelig er det det, Anne Marie, bare ikke, når vi snakker de 29 mio., som Herning har fået fra de to ældremilliarder siden 2014. Det er nemlig penge, som Folketinget har øremærket direkte til ældreområdet. Det kaldes detailstyring og vinder mere og mere frem.
Derfor er det noget sludder, når du skriver, at det er jer lokalpolitikere, der har prioriteret til fordel for de ældre. Det hele står sort på hvidt i dagsordenerne for dit eget udvalg fra henholdsvis 2. april 14 og 9. marts 16.
Til jul lukker Centralkøkkenet i Aulum og i stedet skal der bygges en masse små køkkener rundt omkring på vores 13 plejecentre. Det er det, vi kalder leve-bo miljøer. Jeg kan godt lide grundtanken, men det bekymrer mig i den grad, at politikerne ikke vil finde de ekstra penge, det kræver at bemande alle de nye små køkkener året rundt.
De 14 medarbejdere, der følger med fra Aulum, er slet ikke nok. Det bekymrer mig, at I trækker det her ned over plejehjemmene uden først at finde finansieringen. Det betyder, at plejehjemmene må spare andre steder i plejen for at kunne drive de nye leve-bo miljøer.
I referatet fra dit eget udvalg 25. april 17 fremgår det da også, at projektets bæredygtighed er usikkert for navnlig de små plejehjem. Man stiller kort og godt spørgsmålstegn ved, om man kan bemande leve-bo miljøerne navnlig i weekender og ferier. Jeg ved også, at I har fået samme besked på det netop afholdte budgetseminar.
Så kære Ann-Marie – Ja, vi konservative er varme fortalere og tilhænger af leve-bo miljøerne, såfremt I finder en forsvarlig finansiering. Det må ikke blive på bekostning af, hvis der skal spares i plejen. Og her vil Konservative gerne være med til at finde driftsmidlerne.
PS. Jeg er glad for, at du nævner at Konservative normalt er venner med Venstre. Det er vi skam stadigvæk og har da også ønske om, at det skal fortsætte. Hvis Venstre vil.
Man kan dog undre sig over, hvorfor der i hele denne valgperiode ikke har været en dialog, når vi åbent har givet vores besyv med på Konservativ politik under diverse udvalg. Jeg vil mene, at dit læserbrev fra sidste uge er dit første svar nogensinde.
Læs socialudvalgsformand Anne Marie Søe Nørgaard svar her Herning Folkeblad